tirsdag den 22. juni 2010

10,3 i Prøve i Dansk 3!


Jeg er så glad af det, at jeg gerne vil fortælle det i den her blog: jeg fik en 10,3 i Prøve i Dansk 3 (som tilsvarer til niveau B2, Common European Framework of Reference). Jeg vil endda vise min ny bevis!

Det er særlig tilfredsstillende for mig. Først og fremmest, fordi jeg bor i Barcelona nu (jeg flyttede hjem igen i slutningen af december), så jeg kunne ikke forberede mig videre i Studieskolen, hvor jeg havde begyndt at læse dansk sidste September. Men jeg kunne heldigvis læse videre her i Barcelona, med hjælp af Bibi (fra den Skandinaviske Klub) og Bolette, en sød dansk pige jeg lærte at kende for et par uge siden, og med hvem jeg kunne snakke lidt for at genopfriske mit dansk.

Men jeg skulle rejse til København 2 gange inden for en måned kun for at tage eksamenen! Det er naturligvis i og for sig ikke slemt, for jeg elsker Danmark (især om sommeren :-) og jeg har meget gode venner der. Jeg har også udnyttet rejserne for at gøre andre ting (fx kopiere dokumenter jeg har brug for til min PhD). Men det koster penge og tid at flyve frem og tilbage to gange i træk bare for nogle dage, og det er også lidt stressende. Men det gik super godt: 10 i læseforståelse, 7 i skriftlige fremstilling og... 12 i den mundtlige del!

Censoren sagde til mig at mit dansk er meget grundigt, at jeg udtrykker mine synspunkter flydende og med korrekthed, at jeg har et bredt ordforråd og jeg er god til at tale dybt om et emne. Det kunne ikke have gået bedre :-)

Eftersom den mundtlige del tæller dobbelt så meget end de andre fik jeg en karaktergennemsnit af 10,3 (dvs. "den fortrinlige præstation"). I Catalonien er karaktereskala fra 0 til 10... Så det er den første gang i mit liv jeg får mere en 10 ;-) Det er en god følelse! Næste stop... Studieprøven?


mandag den 14. juni 2010

Spanien vil dømme en catalansk uafhængighedstilhænger

Marc Belzunces, en catalansk forsker fra Barcelona der har bidraget til en lang række af sociale aktiviteter i Catalonien i mange år (klik her for at se hans cv), nægtede at arbejder som tilforordnet i et valgbord ved sidste spanske folketingsvalg, i 2007. Han anførte samvittighedsgrunde og sagde, at han som catalansk ikke kunne hjælpe ved en valgproces, der ikke tiltalte ham.

I andre lande, hvor der er en længere og større tradition for demokrati, ville dette ikke engang være en administrativ overtrædelse. Men i Spanien, hvor den folkelige vilje ofte er ringeagtet (et eksempel på det er Cataloniens nye selvstyrelov, der for tiden bliver skåret ned af den spanske forfatningsdomstol selvom den er blevet vedtaget 1) af den catalanske folketing; 2) af den spanske folketing; 3) i en folkeafstemning i Catalonien) bliver man dømt som en forbryder for sådan en ting. De 3 dømmere (én af dem en forhenværende militærperson), der vil dømme Marc, tilhører sektionen 5 af den spanske provinsdomstol i Barcelona, der ellers dømmer mordere og angreb med svære fysiske skader.

Er et land, hvor man kan gå i fængslet bare fordi man nægter at hjælpe ved en valgproces af samvittighedsgrunde et frit land? Spørgsmålet er selvfølgelig retorisk...

Retsagen vil finde sted om en uge (på mandag den 21. juni) og der er allerede en opbakningsgruppe i Facebook. Klik der hvis du gerne vil støtte Marc og dermed også frihed, demokrati og catalanernes ret til at selv bestemme deres politisk fremtid!

torsdag den 3. juni 2010

Farvel, Spanien!

"Farvel, Spanien?": Det er titlen på en ny dokumentar (90 min) om gennemførligheden af en eventuel løsrivelsesproces af Catalonien fra Spanien. Den blev sendt i går aftes kl. 21:50 (dvs. prime time) i den største catalanske fjernsynstation: TV3.


Der er mange ting, der er interessante i den her dokumentar:


1. Den er endnu en initiativ, der normaliserer den offentlige debat om emnet. Den blev lavet og sendt præcis på et tidspunkt, hvor det civile samfund organiserer sig i hele landet for at holde symbolske folkeafstemninger for at spørge folk, om de gerne ville have, at Catalonien løsriver sig fra Spanien (der har allerede været 1, 2, 3 og 4 rækker af folkeafstemninger, men den største skal nok komme: den vil finde sted i Barcelona i april 2011). På et tidspunkt, hvor forholdene mellem Catalonien og Spanien er meget spændte (måske mere end aldrig før siden demokratiet blev genindført).

2. Videre normaliserer dokumentaren debatten, idet den sammenligner Catalonien med andre lander i verden, hvor der også er en identitetsfølelse og hvor folk også organiserer sig for at fremme en løsrivelsesproces fra staten, hvor de for tiden ikke føler sig godt tilpas. Catalonien bliver sammenlignet med Skotland, Grønland og Quebec.


3. Den fjerner fordommene, frygter og tvivl om emnet ved hjælp af interviews med 1) topeksperter i økonomi, politik og samfund fra hele verden; og 2) politikkere af hele det politiske spektrum fra Skotland, Grønland og Quebec. Én af de fordomme, dokumentaren hjælper til at fjerne er, at disse lander ikke kunne overleve økonomisk. Det land, der endnu ikke kunne overleve for tiden er Grønland. Alligevel forklarer dokumentaren, at det vil være i stand til at klare det når det kan få fat i dets naturlige resourcer (nogle siger, dette vil muligvis ske om 10-15 år). Og det mest velstående land er Catalonien. Catalonien har en lang og kraftig industriel og kommerciel tradition. For nogle årtier siden var denne industri stadig afhængig i Spanien; derimod bliver en tredje del af vores varer sendt ud i verden i dag; en tredje del bliver i Catalonien, og kun en tredje del bliver solgt i Spanien. De catalanske virksomhedsledere er ikke mere bange for, at en løsrivelsesproces ville skade dem, fordi Catalonies markedet er verdenen.

Af de 4 tilfælde analyseret i dokumentaren er Catalonien det, der yder det største bidrag til landets økonomi (Cataloniens underskud over for Spanien er 15000 milioner Euro om året). Spørgsmål er altså ikke, om Catalonien kan overleve økonomisk uden Spanien; spørgsmål er hellere, hvor fattig Spanien vil blive efter Cataloniens løsrivelse.

4. Dokumentaren giver indsigt i, hvorvidt en løsrivelsesproces er politisk eller juridisk. Konklusionen er, at de juridiske forhold ikke kan komme foran folks demokratiske vilje vedr. dets politiske status. Quebecs højesteret har fx besluttet, at hvad der står bogstaveligt i grundloven ikke kan blive brugt mod de grundliggende principper i grundloven: demokrati, føderalisme og beskyttelsen af minoriteter. Derfor vil den canadiske regering forhandle en løsrivelsesproces såfremt folk siger ja til den i en folkeafstemning. Således forklarer Professoren Enrico Spolaore fra Tufts University (Boston, USA), at forhold mellem økonomi og politik vil føre til frembringelsen af nye lander i det nære fremtid (som resultat af globalisering, økonomisk integration og forsvinden af de kommercielle grænser). I Cataloniens og Skotlands tilfælde ville de nye lande integrerer sig automatisk i EU (Antoni Abad Ninet, professor på University of Stanford, har forsket om emnet i sin studie Catalunya independent en el si de la Unió Europea - på catalansk).

5. Til sidst et par idéer, jeg fandt interessante: 1) professoren Michel Seymour (Université de Montréal) siger, at et folk ikke eksisterer, hvis det ikke bliver erkendt. Jeg synes det er en stor sandhed (som forklarer hvorfor danskerne ikke forstår mig, når jeg siger at jeg kommer fra Catalonien og ikke Spanien :-) og 2) Gilles Duceppe (Bloc Québécois) har opfundet et nyt synonym for "monarki": "det genetiske lotteri". Jeg finder det virkelig godt!



Det betaler sig at se traileren (klik her for at se hele dokumentaren):






I øvrigt er titlen tvetydeligt. Den tyder til de nuværende omstændigheder i Catalonien, men den minder også om datid, fordi "Adéu, Espanya!" (Farvel, Spanien!) er en meget kendt verslinje af digtet Oda a Espanya (1898); (Ode to Spain). Den blev skrevet af den catalanske digter Joan Maragall under den Cubanske Frihedskrig (1895-1898). De fleste catalanske politikkere og intellektueller mente, at Spanien skulle lade være med den forfærdelige krig og forhandle Cubas løsrivelse. Men Spanien var besat af en gammeldags idé om "ære" og "magtfuldhed", og ville ikke overgive sig. Dette førte til en krise mellem Catalonien og Spanien, idet en vigtig del af det catalanske samfund troede, at Spanien var død og Catalonien skulle løsrive sig fra det.

Man kunne sige, at vi heller ikke vil sige farvel til Spanien denne gang. Men omstændighederne er meget forskelligt i dag end dengang der. For første gang i vores dyste, lange og forcerede forhold til Spanien, lever vi i en demokratisk kontekst, med EU som den sidste garant for dette demokrati. Hvem vil turde sige nej til catalanerne, hvis de virkelig beslutter sig til at sige "Farvel, Spanien"?