torsdag den 17. november 2011

Nuværende catalansk litteratur: Sánchez Piñol

Én af mine danske venner har bedt mig om at skrive lidt om nuværende catalansk litteratur. Der er mange gode catalanske forfattere i dag, men hvis jeg skulle anbefale én (som oven i købet kan blive læst på dansk) ville jeg uden tvivl anbefale Albert Sánchez Piñol.

Hidtil har han skrevet to romaner: "La pell freda" (2002) og "Pandora al Congo" (2005), og begge to er blevet oversat til dansk, med titlerne "Kold hud" og "Pandora i Congo". Jeg synes det er simpelthen glimrende, at én af mine fortrukne nuværende catalanske forfattere er blevet oversat til dansk. På den måde kan jeg anbefale det til mine danske venner, som vil forhåbentligt finde hans bøger i biblioteket (de er tilgængelige f. eks. i Hovedbiblioteket i København).

Hvis jeg skulle vælge mellem de to romaner, ville jeg sikkert vælge "Pandora i Congo". Jeg læste den for nogle år siden (da min far gav det til mig til jul 2005, kort efter bogensudgivelse), så jeg har glemt mange ting. Men jeg husker det vigtigste: det er en vidunderlig bog, som man ikke kan lade være indtil man har læst den færdig. Fortælleren, som hedder Tommy og er forfatter, har fået en opgave af en advokat: at skrive historien af Marcus Garvey, én mand som er blevet beskyldt for mord. Det tager læseren til Congo, hvor Marcus er gået som tjeneren til to nærige og onde brødre af adelig oprindelse, som gerne vil finde diamanter og blive rige.

Bogen er fantastisk godt skrevet. Sproget er rent og letlæseligt, og ingen ord er overflødigt. Alle eventyrer som oplever både Marcus og Tommy (den sidste identificerer sig gradvis med Marcus, efterhånden som han får at vide hans vidunderlig kærlighedshistorie) udvikler sig i stigende spænding. Og sammen med spænding er eventyrerne fuldt med humør og dejlig ironi. Jeg kan godt huske, at jeg pludseligt ikke kunne undgå at le, da jeg f.eks. læste bogen i metroen eller på gaden (ja: det gør jeg faktisk nogle gange, når jeg finder en bog rigtigt interessant).

Bogen ender med en ægte "twist" (et begreb som er ofte brugt af drejebogsforfatterne). Det betyder, den ender med en uforventet oplysning som fører læseren til at fuldstændigt se alt, som han hidtil har læst, fra et helt nyt synspunkt.

Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre, hvad denne "twist" består i :-) Jeg vil kun ender dette oplæg med én af de talrige sætninger af bogen, som virker næsten som sentenser:

"I denne moment, fra det der træ, blev det klart for Marcus at verden kunne være en stor sted, men Congo ville altid være større end verden." Slagkraftig, tankevækkende... brillant! Og muligvis endnu mere i den rigtige dansk oversættelse af Ane-Grethe Østergaard :-)

lørdag den 12. november 2011

Vi er et socialt flertal

Uafhængighedstilhængere er allerede et socialt flertal i Catalonien. Det er selvfølgelig ikke mig, som siger det; dette er hvad de sidste meninsgmålinger som blev gennemført i Catalonien afslører. Resultaterne er her:

-Efter meningsmålingen gennemført af CEO ("Centre d'Estudis d'Opinió", som betyder "centrum for synspunktstudier") ville et 45,4 % af catalanerne stemme JA, hvis det ville blive holdt en folkeafstemning om Cataloniens løsrivelse fra Spanien i dag. Tværtimod ville kun et 24,7% af befolkningen stemme Nej.

-Efter meningsmålingen gennemført af ICPS ("Institut de Ciències Polítiques i Socials", som betyder "instituttet for politiske og sociale videnskaber"), ville et 43,7 % af catalanerne stemme JA, og et 25,1% Nej.

Man kan ikke sige, at målingerne blev manipuleret, på forskellige grund. For det første, de blev gennemført af eksperte og videnskabsmænd, så vi har principielt ingen grund til at tvivle om deres seriøsitet. For det andet er begge CEO og ICPS institutioner, der ingen relation har til de politiske partier som har Cataloniens løsrivelse fra Spanien i deres program, dvs. til ERC ("Esquerra republicana de Catalunya"; de venstre-orienterede uafhængighedstilhængere) eller SI ("Solidaritat catalana per la independència"; "catalansk solidaritet for løsrivelse fra Spanien"). CEO er afhængig af den catalanske regering og derfor relateret til CIU, de højre-orienterede nationalisterne, som har været Cataloniens regeringsparti mellem 1980 og 2003 (med Jordi Pujol som formand) og som er i regeringen igen siden december 2010. De forsvarer selvbestemmelsesret men de har aldrig forsvaret Cataloniens løsrivelse fra Spanien på en eksplicitte måde. ICPS er delvis afhængig af Diputació de Barcelona, som har traditionelt været relateret til PSC, de catalanske socialister, som principielt er i mod Cataloniens løsrivelse fra Spanien (selv om nogle PSC-mandater individuelt forsvarer Cataloniens uafhængighed).

De fleste catalanere vil gerne have, at Catalonien løsriver sig fra Spanien. Så spørgsmålet nu er: hvad venter vores politiker på?

tirsdag den 25. oktober 2011

Catalansk-hebraisk ordsprog

I dag vil jeg tale lidt om en fantastisk bog som blev udgivet på catalansk for næsten et år siden. Den hedder "Qüestions de vida" (som kunne blive oversat som fx "Livets sag"), og den blev skrevet på hebraisk af Moixé Natan (Moshe Natan på engelsk), en catalansk jøde der boede i Tàrrega (Catalonien) i det 14. århundrede. Denne udgivelse på catalansk er meget vigtigt, fordi det er den første nummer af en hele samling af uvurderlige (og ukendte) literaturværker, der blev produceret af de catalanske jøder i middelalderen.

Det jødiske selskab i Catalonien var meget betydeligt indtil urolighederne af 1391 i Barcelona (hvor ca. 400 jøder blev dræbt; bagefter blev den "aljama" eller jødeqvarter i Barcelona fjernet). Det var ikke et stort selskab i tal, men de udøvede et stort indflydelse på hele samfundet. De var advokater, læger, filosofer, osv. og de plejede at have et godt forhold til de catalanske konge. Kort sagt bestød den kulturelle elite især af jøder. De talte catalansk men skrev på hebraisk, og de efterlod både literaturværker og en lang række essays om al mulige felter: medicin, ret, videnskab, filosofi, osv.

Der er ikke så mange catalanere i dag, der kender den jødiske fortid Cataloniens; den ligger for langt væk i tiden og den er blevet skjulet i for mange århundrede. Derfor er det så vigtigt at vi endelig forsker den grundigt. Dette er var Institut Món Juïc gør, for at få tilbage skjulte skatte som "Qüestions de vida", som tillader os ikke kun at vide flere ting om os selv men også at stille urvurderlige værker til rådighed i hele verden. Hvis forskeren Josep Xavier Muntaner ikke havde reddet manuskripterne af "Qüestions de vida", ville de måske blive forsvundet for evigt. Denne catalansk-hebraisk Version gøre lettere, at bogen kan blive oversat i andre sprog i fremtid.

Men hvad handler "Qüestions de vida" om? Det er en bog af ordsprog om forskellige livets aspekte som visdom, tro, uvidenhed, råd, ydmyghed, stolthed, osv. Det er virkelig en natbordsbog, utroligt aktuelt (hvilket er overraskende hvis man tager i betragning, bogen blev skrevet i det 14. århundrede!).

Jeg vil prøve at oversætte i dansk et par af disse ordsprog, som jeg finde især rammende og tankevækkende:

"Det er lettere at holde med dig det, hvad du har, end at finde det, som du er blevet bestjålet for".

"Afvis og undervurder den slags visdom der består af ord og sprog, og bliv vis i gerninger".

"Når du skændes, odelæg ingenting som du ikke kan reparere når du beder om tilgivelse".

De er sikkert ikke de bedste oversættelse... Man siger, man skulle aldrig oversætte i et sprog som ikke er ens modersmål, men jeg kunne ikke betvinge mig!

tirsdag den 11. oktober 2011

Hvis man gerne vil rejse til Catalonien...

... Så skal man læse Vagn Frausings indledning "Catalonien kalder" før man tager afsted. Det er en kort, klar, præcis og upartisk rapport om dette lille land i sydeuropa, som man ofte og fejlagtigt med Spanien og det spanske sprog identificerer. Catalonien har sit eget sprog, kultur og historie, og ambitiøse turister (dem, der ikke bliver tilfredse kun med sol og strand) skulle ikke ignorere det. I stedet for at læse artiklerne i Den Store Danske (som er fuldt med partiske, spansk-nationalistiske informationer) og for at undgå upassende oplysninger om Catalonien, er det mere pålidelig at læse Vagn Frausing:

"Catalonien kalder" (sidste version, på pdf).

fredag den 25. marts 2011

Samtale om Catalonien med danske unge

Sidste fredag om aftenen lærte jeg at kende en gruppe af 40 danske unge, der var på skolerejse i nogle dage i Barcelona. Martin (én af deres lærer) havde skrevet til mig lige før rejsen, for at spørge mig, om jeg gerne ville møde dem og tale lidt om Catalonien og de catalanske unge i forhold til de danske unge. Eftersom jeg elsker den danske kultur er det altid en fornøjelse for mig at lære dansker at kende som jeg kan tale om kultur, politik, identitet osv. med, så jeg var meget glad over det.

Vi havde en rigtigt dejlig aften. For alt var jeg virkelig imponeret, hvor mange spørgsmål eleverne (som er 15-16 år) stillede, og hvor meget de havde forsket om Catalonien inden de kom til Barcelona. Det skylles sikkert, ikke kun at de er dygtige, men også at lærerne er engagerede og arbejder grundigt, og måske at det danske uddannelse system er bedre en vores. Eller er det Den alternative Skoles system? Det ville jeg gerne undersøge i fremtid, fordi Danmark er én af de mest effektive og velorganiserede lande i verden, og dets uddannelse system spiller der sikkert en vigtig rolle.

Danske unge versus catalanske unge

Efter en rundvisning i Barri Gòtic, tog vi metroen i "Jaume I" og steg af i "Joanic". Derfra gik vi ned ad "Gran de Gràcia" til restauranten Via Fora!, et lille, hyggeligt sted hvor vi spiste salater og "pa amb tomàquet" med øst, paté og skinke (en catalansk specialitet). Efter aftensmad snakkede jeg med "mentalitetsgruppe", en gruppe af elever, der gerne ville tale med mig om de danske unges vaner og mentalitet, versus de catalanske. Vi talte om tabuer og spekulerede om at de danske unge (og generalt, danskerne) taler mere frit om sex end de catalanske unge gør. Én af eleverne sagde, at det er meget normalt blandt de danske teenagers at have sex i toiletterne i en bar eller disko. Dette er måske en bevis, at danskerne taler mere frit om emnet end catalanerne gør... ;-) Hvis det er sådan, kunne man tænker, at det have noget med den sexuelle lavalder at gøre. Men den er faktisk 15 år både i Danmark og i Catalonien (i Spanien er det 16). Så jeg ved ikke, hvad det kunne skylles.

Eleverne sagde også, at de har et indtryk, at de catalanske unge røger meget mere og drikker meget mindre end de danske unge. Jeg tror det er rigtigt. Man drikker vist ikke så meget her som i Danmark, men man røger mere. Alligevel skulle antallet af catalanerne der røger mindske i fremtid, efter loven der forbyder at røge i bars og restaurants kom i kraft sidste januar. Lad os lige se...

Cataloniens identitet og løsrivelse fra Spanien

Jeg talte også med en gruppe af piger, der mente at vi catalanere er meget stolte af vores kultur, identitet, osv. Jeg sagde, at det efter min mening ikke handler om stolthed. "Hvad ville I sige, hvis jeg ville forveksle jer med en gruppe af svenske pige? I ville sikkert retter mig og siger, at I ikke er svensker, men dansker. For det er ikke det samme, vel?", spurgte jeg. "Dette er nemlig hvad mange af os gør, når man forveksler os med spaniere: vi vil bare forklare, at vi er catalanere, som ikke betyder, at vi tror vi er bedre".

De spurgte mig også, hvorfor det kunne være, at vi gerne vil løsrive os fra Spanien, hvis vi jo er en del af Spanien. Jeg svarede, at de politiske grænser nogle gang ikke passer sammen med følelser af tilhørsforhold. Så passer de sociale, kulturelle og identitetsfølelser af mange catalanere ikke sammen med Spanien men med Catalonien, en nation som er tusind år gammel.

Vi snakkede om mange andre ting, og det blev snart næsten 12. Det var virkelig en hyggelig og berigende aften :-)

tirsdag den 8. marts 2011

Catalonien kalder!

Her er en ny version af "Catalonien her og nu", den rapport jeg talte om i mit sidste indlæg. Den blev skrevet af Vagn Frausing, og den henvender sig til danskerne der gerne vil vide hvad og hvordan er Catalonien. Det betaler sig at læse den, fordi det er en flot sammenfatning om de catalanske kulturelle og identitetstræk. Den nye, reviderede version inkluderer en masser af billeder. Jeg anbefaler især billederne om "castells" (kasteller af levende mennesker, en catalansk tradition :-)

Klik her for at få den:

"Catalonien kalder! En appetitvaekker til catalansk kultur her og nu", af Vagn Frausing (pdf)

Min Phd forhindrer mig desværre at skrive oftere for øjeblikket... Men jeg vil prøve at skrive snart igen og fortale mere om Catalonien, fordi der sker politisk og socialt en masser af spænnende ting nu :-)

torsdag den 20. januar 2011

"Catalonien her og nu" (af Vagn Frausing)

For nogle dage siden skrev til mig en dansker, der havde læst den her blog. Siden jeg oprettede bloggen for næsten et halvandet år siden, har jeg mødt mange interessante mennesker ved hjælp af den, men denne gang blev jeg virkelig begejstret, fordi... han skrev på perfekt catalansk! Han kender en masser af ting om Catalonien og catalanerne, og han sendte til mig en meget interessant rapport han har lavet om mit land. Jeg synes den kan være meget nyttig og berigende for danskerne, der gerne vil rejse til Catalonien eller for dem, der bare er nysgerrige om den catalanske kultur, historie og identitet. Derfor gengiver jeg den her. God læsefornøjelse :-)


"Catalonien her og nu", af Vagn Frausing (pdf)


Appetit på Catalonien?

Denne tekst er skrevet som en optakt til en tur til Catalonien som en gruppe af kunstinteresse­rede i Tornbjerg sogn i Odenses sydøst-kvarter er i gang med at planlægge i foråret 2011. Turen skal foregå til april 2012. Den vil sætte fokus på romansk kloster- og kirkearkitektur, men vi får også lejlighed til at komme ind på nutidens catalanske kultur. Undertegnede Vagn Frausing har lovet at tage sig af forbere­delserne af dette aspekt.

I første række har jeg som nævnt udpønset teksten som en appetitvækker for de rejselystne sognebørn fra Torn­bjerg. Men den vil også kunne gøre fyldest for alle andre der pønser på at rejse til Catalonien og i det hele taget for alle der gerne vil vide mere om dette fascinerende land og dets kultur.

Teksten kan frit citeres med angivelse af kilden.

Teksten er tænkt som en koncentreret oversigt. Den er rigeligt forsynet med links, mange af dem til Wikipedia, hvad der giver mulighed for at bevæge sig ud ad en uendelighed af tangenter og således søge uddybende oplysning. Jeg har valgt de danske artikler, med mindre de er helt utilstrækkelige - der jeg har valgt de engelske. Men Wikipedia byder jo i venstre side på en lang række af sprog som man kan klikke på. Så det kan sagtens lade sig gøre at læse det hele på catalansk, hvis nogen skulle have lyst til det.

Store Danske kommer også til orde i et par af linkene. Men lad endelig være med at læse artiklen om Catalonien. Den er nemlig fuldt og helt skåret til efter spansk nationalisme. General Franco kunne ikke have gjort det bedre! Artiklen trænger i allerhøjeste grad til at blive skrevet om. Men indtil nogen får sig taget sammen til at gennemføre et så gennemgribende skridt, er det vigtigt at vi er så mange som muligt der udtrykker vores afsky ved at vi simpelthen nægter at læse artiklen. Så ka’ de lære det, ka’ de!

Teksten er ikke færdig og bliver det nok aldrig. Forfatteren tager med kyshånd mod kommentarer fra læserne som gerne må diske op med konstruktiv og inspirerende kritik og sætte fingeren på uklarheder og mangler. Måske vil nogen opponere mod tekstens generelle tendens og finde min sympati for Catalonien overdreven og ensidig, mens man finder min holdning til den spanske stat urimeligt negativ. En sådan vrangvillig holdning til mit andet fædreland passer mig naturligvis dårligt. Men jeg bliver selvfølgelig nødt til at døje med det. Hvorom alting er, så vil det vil alt sammen blive indarbejdet i fremtidige udgaver.

Et land med identitet

Allerførst er det vigtigt at gøre sig klart hvilket land vi rejser til.

Det hedder

CATALONIEN

Når nu vi kommer derned, så lad være med at gå rundt og sige: hvor er det dog dææjligt her i Spanien.

Catalonien befinder sig i et ulykkeligt ægteskab med Spanien. Det er faktisk et tvangsægteskab – argumentation finder du nedenfor.

Catalanerne har masser af forståelse for at der ude i verden findes ukul­ti­ve­rede mennesker som ikke har fået lært vort smukke catalanske sprog. Så man tager gerne andre sprog i brug for at kommunikere med omverdenen, heriblandt imperiets sprog, spansk. Men en udlænding der taler spansk til folk, skal ikke bilde sig ind at han taler landets sprog, for det gør han ikke.

Og husk: tyrefægtning og flamenco hører IKKE til catalansk kultur. At tage turister med til den slags svarer til at man i Danmark fremviste tyrolerbal med Lederhosen som karakteristisk dansk kultur.

Men faktisk risikerer vi slet ikke at blive fristet af tyrefægtningens flotte forestilling med dens traditions­rige opbud af glimmer, pomp og pragt. Det catalanske parlament har nemlig besluttet, at fra 1. januar 2012 er den barbariske forestilling forbudt i Catalonien.

Umiddelbart forekommer spørgsmålet om tyrefægtning at være ganske enkelt og ukompliceret. Vi har at gøre med klokke-ren dyremishandling, så selvfølgelig skal det da være forbudt i ethvert civiliseret samfund. Alligevel har sagen hvirvlet enorme mængder af støv op på den politiske arena. Det ser lige­frem ud til at sagen kan komme til at spille en vigtig rolle for spørgsmålet om Cataloniens eventuelle selvstændighed.

Lidt historie

Indtil 1479 var Catalonien en del af det decentralt organiserede kongerige som i 1164 var opstået som en dynastisk union mellem grevskabet Barcelona og kongeriget Aragonien. Catalansk var vigtigste administrations-sprog, men også spansk (= castiliansk) var officielt. I 1469 havde Isabella I af Castilien og Ferdinand II fra det catalansk/aragonske dynasti indgået ægteskab. De to, kendt som de katolske monarker, slog ti år senere kludene (herunder deres respektive kongeriger) sammen. Herved opstod der en stat hvis konturer minder meget om det der i dag kalder sig Spanien.

Sammenslutningen var en personalunion som mest eksisterede på papiret. I virkelighedens verden fortsatte de lokale områder, også Catalonien, med sine egne institutioner og sin egen lovgivning.

Men i 1714 kom der andre boller på suppen. Som afslutning på den Spanske Arvefølgekrig invaderede centralmagten Catalonien, herunder Barcelona. Al modstand blev kvalt og de catalanske institutioner blev nedlagt. Derfor anses 1714 for skæbneåret hvor Catalonien mistede sin selvstændighed.

De kvikke har nok opdaget at vi nu med raske skridt nærmer os et jubilæum. Allerede nu et par år før kan vi konstatere at det runde år sætter sig tydelige spor i Cataloniens politiske liv og den offentlige debat. Selvstændighedsbevægelsen får vind i sejlene. Er 300 års undertrykkelse ikke nok? – spørger mange. Stadig flere har lyst til at sige Adéu, Espanya! (Farvel, Spanien!). Dette slogan var et af de fremherskende da 1 million demonstrerede i Barcelonas gader den 10. juli 2010 for at protestere mod at Den spanske Forfatningsdomstol har afvist de vigtigste artikler i Cataloniens selvstyrelov.

I løbet af de seneste tre århundreder er det catalanske sprog blevet undertrykt og fortrængt i forskellig grad. Under Franco blev sproget som et led i en bevidst assimilations-politik brutalt undertrykt, især i begyndelsen af perioden. Det var ligefrem forbudt at tale catalansk i telefonen. Og forbuddet blev håndhævet, for dengang var der rigtige telefonister til. De formastelige kunne risikere at få dette ultimatum: Nu siger jeg det for sidste gang: Hvis De ikke taler kristeligt, afbryder jeg forbindelsen!

Solgt som en sæk kartofler


Forholdet mellem Catalonien og Spanien kan rammende betegnes som et tvangs­ægteskab. Da Spanien og mange andre stater blev dannet, faldt det ikke herskerne ind at bekymre sig om befolkningens ønsker. De sjakrede med territorier med deres befolkning lige som man sælger en sæk kartofler. Havde man ærligt og redeligt erobret et territorium, havde man selvfølgelig ret til at herske over det. Ligeledes hvis man gennem ægteskab havde fået herredømme over et territorium. Sådan var den generelle holdning, tidsånden, dengang.

Det burde ikke undre at i en tid der roser sig af at være demokratisk, dukker der blandt undertrykte befolkninger et ønske op om at revidere tingenes tilstand. Catalanerne og andre folk vil ikke for tid og evighed se sig selv som dem der er blevet solgt som en sæk kartofler. De kræver ret til skilsmisse, dvs. selvbestemmelsesret.

Bagvendte catalanere

Som så mange andre folk har catalanerne en nationaldag. Men i modsætning til de fleste fejrer man ikke nationens glamourøse højdepunkter. Derimod knytter man an til nederlagets stund, den 11. septem­ber 1714. Jeg tror det vil være en unik oplevelse at opholde sig i Catalonien den 11. september 2014.

Desværre har andre begivenheder lagt beslag på datoen i folks bevidsthed. Men det er jo ikke catalanernes skyld!!

Som andre nationer har Catalonien selvfølgelig en nationalsang: Els Segadors (Høstfolkene). Hør den her med ingen ringere end Marina Rossell (hun præsenteres nærmere nedenfor).

La Sardana

Catalanerne har noget så bizart som en nationaldans. Den hedder La sardana. Det er ikke en æld­gam­mel tradition. Faktisk blev den først for alvor populær i det 20. århundrede, men den har selvfølgelig rødder langt tilbage i historien.

Dansen favner vidt og har appel til et bredt publikum. Der er entusiasterne som optræder i traditionelle dragter og går op i at udføre dansen korrekt. Prøv f.eks. at se denne video. Her zoomes der ind på føddernes bevægelser, så den der har antennerne ude kan faktisk få lært de grundlæggende dansetrin. Så kan man når man som turist kommer til Catalonien straks træde ind i kredsen og danse med. Det kan man sagtens finde lejlighed til, for der arrangeres tit Sardana på offentlige pladser hvor forbipasserende spontant træder ind i kredsen og danser med i den mundering de går og står i.

Musikken spilles af et cobla, hvor alle instrumenterne er specielle, selv om de på overfladen kan minde om gængse instrumenter. Sardana’en er meget langt fra at være forstenet folklore, det er sprudlende folkelig kultur når den er bedst. Jeg har læst at der hvert år komponeres 300 nye sardana’er. Den Store Danske udtrykker det således: ”I slutningen af 1900-t. danses sardana STADIG på torve og pladser både i byerne og på landet.” (min fremhævning) – Ret meget dummere kan det vist ikke siges!

Jo vist er de mærkelige, de catalanere! Det er tvivlsomt om de nogensinde når at blive optaget i kredsen af civiliserede nationer.

Luftkasteller? – Nej, kasteller af levende mennesker

Nu skal vi videre til en anden folkelig tradition som er om muligt endnu mere bizar – ja den fore­kommer ligefrem halsbrækkende. Castells (det betyder egentlig ’slotte’) er menneskelige tårne som kan nå op til 9 etager.

Selv om man gør sit bedste for at afmontere bygningsværket kontrolleret – de øverste kravler ned først - hænder det selvfølgelig at hele konstruktionen braser sammen. Men man hører sjældent om at nogen kommer til skade. På det seneste er de fleste af de medvirkende alligevel begyndt at bære styrthjelm.

Ak ja, pylleret har kronede dage!!

Det ville ikke få nogen ende, hvis jeg skulle beskrive alle varianter af Castells. Men lad os bare tage et enkelt eksempel. Forestil jer at man vil bygge et tårn der når op til 9ende etage og hvor de øverste 6 etager udgøres af bare én person i hver etage. Kan det overhovedet lade sig gøre?

Det kan det, for tårnbyggerne har udtænkt en genial fremgangsmåde: For hver etage kravler der ikke bare én person (som skal udgøre tårnet) op, men yderligere 4 personer kravler op og udgør en forstærkende omkransende cirkel der stabiliserer tårnet. Når konstruktionen har nået den tilstræbte niende etage, kravler de der har udgjort den forstærkende cirkel så ned igen, så kontrolleret som mulig.

Her står det så. Et imponerende menneskeligt tårn i ni etager, hver bestående af én person som har formået at narre tyngdekraften. Men hvordan kommer de så ned igen, vil nogen måske spørge.

Nu har jeg jo faktisk ikke lovet at jeg vil og kan svare på alle tænkelige spørgsmål. Der skal jo også være noget at opleve for dem der tager til Catalonien.

International anerkendelse

Castells har netop opnået flot international anerkendelse. Den 16. november 2010 vedtog UNESCO på sit møde i Nairobi at optage skikken på listen over verdens immaterielle kulturarv.

Det er ikke første gang at catalansk kultur har fundet anerkendelse hos UNESCO. Verdens Bogdag 23. april blev indstiftet af UNESCO i 1995. Denne dato, skt. Jørgens dag, blev oprindeligt fejret som den catalanske bogs dag (Skt. Jørgen som på catalansk hedder Sant Jordi er Cataloniens skytshelgen). Men UNESCO har gjort dagen universel som Bogens Dag, for bogen i det hele taget – på alverdens sprog og i alle lande.

Barça – mere end en klub!

Jeg var længe i tvivl om det betimelige at tage dette afsnit med i en præsentation af catalansk kultur. Fodbold er jo, vil nogen måske sige, nærmest det stikmodsatte af kultur. Men alligevel: Futbol Club Barcelona, eller Barça, som den kaldes i daglig tale, er noget ganske særligt. Den har været, og er stadig, en krumtap i det catalanske folks manifestation af sin identitet. Sådan var det især i Franco-tiden, da de folkelige protester ikke havde mange andre muligheder for at få luft. Alt dette udtrykkes i sloganet Més que un club (Mere end en klub).

Også de anticatalanske spanske nationalister havde øje for fodboldklubbens politisk sprængfarlige potentiale. Næppe var borgerkrigen begyndt, før Barças præsident Josep Sunyol blev likvideret af Francos tropper i nærheden af Madrid, aug. ’36.

Som i andre fodboldklubber glæder man sig naturligvis over enhver sejr. Men sejrens sødme er særlig intens når det er arvefjenden Real Madrid der er blevet sat på plads.

Den engelske artikel i Wikipedia giver masser af plads til Barças politiske og historiske betydning. Er man mere til den rent sportslige vinkling, kan man besøge en dansk hjemmeside om klubben. En dansk fanklub findes også, jovist!

Og så udkom der i 2009 en bog på dansk: Tonny Vorm og Martin Tønner: Den våbenløse hær – på sporet af FC Barcelona (People’sPress). Den lægger hovedvægten på kultur og politik. Men fodbold­entusiaster kan formentlig også holde ud at læse bogen, for det fodboldtekniske bliver også behandlet. Men det overdrives ikke - ellers var bogen jo utålelig at læse for kultiverede mennesker. Publikums og spillernes opførsel bliver nådeløst stillet til skue. Og det kan faktisk godt give næring til fordommen om at fodbold ER det stikmodsatte af kultur!

Sang mod (af)magt

Lluís Llach satte magthaverne til vægs

Denne smøre skal afsluttes, måske ikke med fuld musik, men i hvert fald med musik. ’La Nova Cançó Catalana’ (den nye catalanske sang) opstod i slutningen af Franco-diktaturet. Genren er ikke længere ny. I 2009 var det netop 50 år siden at denne bevægelse opstod i protest mod general Francos diktatur og til forsvar for catalansk sprog og kultur, som blev brutalt undertrykt af diktaturet.

For mig fremstår Lluís Llach som den mest markante blandt de catalanske sangskrivere, se hans hjemmeside. Under Franco kunne han finde på at sætte sig med sin guitar på tilskuerrækkerne til en fodbold­kamp. Han nåede ikke at slå mange akkorder an til ’l’Estaca’ (Pælen) før tilskuerne stemte i til den iørefaldende protestsang. Ordensmagten kunne ikke stille noget op mod den civiliserede, ikke-voldelige manifestation af et undertrykt folks dybeste længsler. På den måde kom en fodboldkamp faktisk til at artikulere noget som med fuld ret kan kaldes kultur.

Senere er ’l’Estaca’ blevet oversat til adskillige sprog. Bl.a. har Solidaritet i Polen taget den til sig som sin kampsang. Hør her Lluís Llach selv synge sin markante sang med opbakning fra et veloplagt publikum.

Man kan ikke længere opleve Lluís Llach til koncert, for han lukkede butikken med en afskeds­koncert i 2007. Men man kan selvfølgelig stadig købe hans plader.

Frygtløse Marina

Et af de lidt yngre navne der fortjener at blive fremhævet er Marina Rossell, se hendes hjemmeside. Hun er født i 1954, og det er lige en postgang for sent til at komme med i gruppen af sangskrivere der bød Franco-regimet trods i den sidste fase. Men det kan man jo ikke lægge Marina til last.

Hun har optrådt i adskillige af verdens brændpunkter. Fx optrådte hun i Bagdad aftenen før at bombe­regnen brød løs og den 25. september 2009 bevægede hun sig frygtløst igennem den truende kugleregn på Nørrebro i København for at give en forrygende koncert i ’Støberiet’ på Blågårds Plads. Heldigvis var der da våbenhvile, da Marina skulle passere, så hun lever i bedste velgående den dag i dag.

Et særlig markant træk ved Marina er at hun faktisk kender Frausing. Det er det jo ikke alle der gør.

Andre sangskrivere af format


Den allermest markante personlighed ved siden af Lluís Llach er utvivlsomt Raimon. I en fremskreden alder har han stadig direkte adgang til publikums hjerter. Hans første sang El Vent (Vinden) fremstår stadig som hans mest kendte og mest markante.

Mange andre sangskrivere fortjener at blive nævnt:

Maria del Mar Bonet (hun kender også lidt til Frausing) stammer fra Mallorca hvor man også taler catalansk. Ud over at hun stammer fra Mallorca, stammer hun overhovedet ikke. Hun byder på et uovertruffet musikalsk format som sagtens kan værdsættes også af dem som ikke forstår teksterne. Her er et par smagsprøver.

Man kan ikke komme uden om Joan Manuel Serrat – han er måske den mest kendte i udlandet. Jeg kan ikke lide hans holdning og hans frembringelser. Men jeg har vel ikke ret til at udradere ham af den grund. Nævnes skal også Francesc Pi de la Serra.

Josep Tero (han kender faktisk også Frausing) - smagsprøver

Blandt de nyere talenter kan nævnes Clara Andrés (hun optrådte for et par år siden i København, hvor hun fik lejlighed til at møde Frausing – smagsprøver her) og Roger Mas - smagsprøver.

En slags efterskrift

Sangere af verdensklasse?? – Vi har jo aldrig hørt om dem!

De catalanske sangskrivere er af verdensklasse og står på ingen måde tilbage for den dominerende kulturs navne, så som The Beatles, Bob Dylan, Donovan, Pete Seeger, Joan Baez, Bruce Springsteen, Johnny Cash og hvad de ellers hedder alle sammen.

Men hvorfor er de catalanske sangere så nærmest ukendte, i hvert fald i Danmark? – vil nogen måske spørge. – Det er de fordi cocacola-kulturen har lagt sin klamme hånd om Danmarks og verdens kultur­liv. Derfor har vi ikke, som mange tror, at gøre med noget så smukt som internationalt samarbejde og kultur­udveksling. Nej, vi ligger under for ensidig tilpasning. Kulturer der befinder sig uden for USA og den øvrige engelsksprogede verden har ikke en kinamands chance for at komme på banen.

Faktisk er cocacolismen den største bølge af kulturel dominans, vi nogensinde har set i historien. I Danmark hjælpes dominansen godt på vej af vore tv- og radio-kanaler som ikke gør sig den mindste anstrengelse for at leve op til deres public service forplig­telse til alsidighed. Skammeligt! De ansvar­lige burde fyres på gråt papir!

Men er The Beatles og de andre da ikke af fremragende kvalitet? – Jo, mange af dem er. Men deres format er ikke så enestående, så de fortjener at fortrænge resten af verdens mangfoldige kultur.

Vi kan ikke komme cocacolismen til livs med et fingerknips. Men det står enhver frit for at starte med sig selv og begynde at orientere sig mere alsidigt. Her kunne catalansk kultur, og især sang­skriverne være et godt sted at begynde. På en rejse til Catalonien kunne man måske få lejlighed til at opleve en koncert med disse sangere. Men ellers er der jo masser af muligheder for at tage værdifulde plader med hjem. Desuden kan en del plader købes på nettet.


Mod på mere?

Måske er du overmættet af hele denne smøre om Catalonien. Men efter at det hele har sat sig har du måske mod på at lære mere om denne fascinerende, men miskendte nation. En catalansk kvinde med det yndige navn Diana Coromines i Calders flyttede september 2009 til København i embeds medfør. Hun blev over­rasket over hvor lidt danskerne ved om Catalonien og catalansk sprog og kultur. For at råde bod på det har hun oprettet en blog på dansk! Her finder man masser af nyttige links og man kan stille spørgsmål og deltage i debatten. Du behøver ikke være bange for at skrive noget dumt, for det har mange gjort før dig.


Vagn Frausing, 14. januar 2011