torsdag den 17. november 2011

Nuværende catalansk litteratur: Sánchez Piñol

Én af mine danske venner har bedt mig om at skrive lidt om nuværende catalansk litteratur. Der er mange gode catalanske forfattere i dag, men hvis jeg skulle anbefale én (som oven i købet kan blive læst på dansk) ville jeg uden tvivl anbefale Albert Sánchez Piñol.

Hidtil har han skrevet to romaner: "La pell freda" (2002) og "Pandora al Congo" (2005), og begge to er blevet oversat til dansk, med titlerne "Kold hud" og "Pandora i Congo". Jeg synes det er simpelthen glimrende, at én af mine fortrukne nuværende catalanske forfattere er blevet oversat til dansk. På den måde kan jeg anbefale det til mine danske venner, som vil forhåbentligt finde hans bøger i biblioteket (de er tilgængelige f. eks. i Hovedbiblioteket i København).

Hvis jeg skulle vælge mellem de to romaner, ville jeg sikkert vælge "Pandora i Congo". Jeg læste den for nogle år siden (da min far gav det til mig til jul 2005, kort efter bogensudgivelse), så jeg har glemt mange ting. Men jeg husker det vigtigste: det er en vidunderlig bog, som man ikke kan lade være indtil man har læst den færdig. Fortælleren, som hedder Tommy og er forfatter, har fået en opgave af en advokat: at skrive historien af Marcus Garvey, én mand som er blevet beskyldt for mord. Det tager læseren til Congo, hvor Marcus er gået som tjeneren til to nærige og onde brødre af adelig oprindelse, som gerne vil finde diamanter og blive rige.

Bogen er fantastisk godt skrevet. Sproget er rent og letlæseligt, og ingen ord er overflødigt. Alle eventyrer som oplever både Marcus og Tommy (den sidste identificerer sig gradvis med Marcus, efterhånden som han får at vide hans vidunderlig kærlighedshistorie) udvikler sig i stigende spænding. Og sammen med spænding er eventyrerne fuldt med humør og dejlig ironi. Jeg kan godt huske, at jeg pludseligt ikke kunne undgå at le, da jeg f.eks. læste bogen i metroen eller på gaden (ja: det gør jeg faktisk nogle gange, når jeg finder en bog rigtigt interessant).

Bogen ender med en ægte "twist" (et begreb som er ofte brugt af drejebogsforfatterne). Det betyder, den ender med en uforventet oplysning som fører læseren til at fuldstændigt se alt, som han hidtil har læst, fra et helt nyt synspunkt.

Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre, hvad denne "twist" består i :-) Jeg vil kun ender dette oplæg med én af de talrige sætninger af bogen, som virker næsten som sentenser:

"I denne moment, fra det der træ, blev det klart for Marcus at verden kunne være en stor sted, men Congo ville altid være større end verden." Slagkraftig, tankevækkende... brillant! Og muligvis endnu mere i den rigtige dansk oversættelse af Ane-Grethe Østergaard :-)

lørdag den 12. november 2011

Vi er et socialt flertal

Uafhængighedstilhængere er allerede et socialt flertal i Catalonien. Det er selvfølgelig ikke mig, som siger det; dette er hvad de sidste meninsgmålinger som blev gennemført i Catalonien afslører. Resultaterne er her:

-Efter meningsmålingen gennemført af CEO ("Centre d'Estudis d'Opinió", som betyder "centrum for synspunktstudier") ville et 45,4 % af catalanerne stemme JA, hvis det ville blive holdt en folkeafstemning om Cataloniens løsrivelse fra Spanien i dag. Tværtimod ville kun et 24,7% af befolkningen stemme Nej.

-Efter meningsmålingen gennemført af ICPS ("Institut de Ciències Polítiques i Socials", som betyder "instituttet for politiske og sociale videnskaber"), ville et 43,7 % af catalanerne stemme JA, og et 25,1% Nej.

Man kan ikke sige, at målingerne blev manipuleret, på forskellige grund. For det første, de blev gennemført af eksperte og videnskabsmænd, så vi har principielt ingen grund til at tvivle om deres seriøsitet. For det andet er begge CEO og ICPS institutioner, der ingen relation har til de politiske partier som har Cataloniens løsrivelse fra Spanien i deres program, dvs. til ERC ("Esquerra republicana de Catalunya"; de venstre-orienterede uafhængighedstilhængere) eller SI ("Solidaritat catalana per la independència"; "catalansk solidaritet for løsrivelse fra Spanien"). CEO er afhængig af den catalanske regering og derfor relateret til CIU, de højre-orienterede nationalisterne, som har været Cataloniens regeringsparti mellem 1980 og 2003 (med Jordi Pujol som formand) og som er i regeringen igen siden december 2010. De forsvarer selvbestemmelsesret men de har aldrig forsvaret Cataloniens løsrivelse fra Spanien på en eksplicitte måde. ICPS er delvis afhængig af Diputació de Barcelona, som har traditionelt været relateret til PSC, de catalanske socialister, som principielt er i mod Cataloniens løsrivelse fra Spanien (selv om nogle PSC-mandater individuelt forsvarer Cataloniens uafhængighed).

De fleste catalanere vil gerne have, at Catalonien løsriver sig fra Spanien. Så spørgsmålet nu er: hvad venter vores politiker på?